Vores evige nummer 20 – Diogo Jota
- Liverpoolfestivalen

- for 2 dage siden
- 2 min læsning
Diogo Jota vil altid være vores nummer 20. Han vil altid være en del af de sange, vi synger, de minder, vi deler, og de historier, vi fortæller.

Han var en af os.
Det er svært at sætte ord på de følelser, der har gennemgået os, siden vi mistede Diogo Jota. For os fans var han ikke bare en fodboldspiller – han var en del af Liverpools hjerte og sjæl. Han blev og er stadig et symbol på passion, beslutsomhed og kærlighed til klubben. Han var aldrig den største stjerne på holdet, men han bar altid trøjen med stolthed, han gav alt, hvad han havde i hver kamp, og han leverede øjeblikke, som vi aldrig vil glemme. Han var en af os!
Diogo var ikke bare vores spiller. Han var en elsket person for os alle. Han var en holdkammerat, en kollega, en arbejdskammerat, og i alle disse roller var han helt speciel. - Arne Castle
Diogo vil altid være vores nummer 20. Han vil altid være en del af de sange, vi synger, de minder, vi deler, og de historier, vi fortæller. Han har skrevet sit navn ind i vores historie, og selvom han er væk, vil han aldrig blive glemt. Han vil altid være med os, på Anfield, foran tv-skærmen, i vores hjerter og i det fællesskab, der bærer klubben fremad.
Fodbold og fællesskab
Vi gik igennem mange runder med os selv, før vi endelig besluttede os for at lancere en t-shirt for at ære og mindes vores evige nummer 20. Grunden til, at vi ventede, er, at vi ikke ville fremstå som nogen, der ville sælge t-shirts for at profitere på en tragedie.
Overskuddet fra salget af t-shirten går til LFC Foundation , klubbens velgørenhedsorganisation. Fonden arbejder med projekter, der støtter børn, unge og lokalsamfund gennem uddannelse, sundhed og inklusion. På denne måde vil t-shirten og hyldest til Jota ikke kun være et symbol på kærlighed til en spiller, men også et bidrag til at gøre en positiv forskel for en person i nød, uden for fodboldbanen!




Kommentarer